• Gruppe 6

Jordens magnetfelt

Skrevet af: Linda


Det, der er skrevet med blåt, er forklaringer til ord, der kan svære for nogle at forstå.


Jorden har et betydningsfuldt magnetfelt, som menes at blive frembragt af en roterende- (noget der kører rundt) -bevægelse i dens ydre kerne af flydende metal. Denne bevægelse drives af en kombination- (noget der er blandet f.x dej) -af jordens rotation og konvektionsstrømme- (Konvektionsstrømme i jordens kappe bringer varme fra jordens kerne opad mod jordens skorpe og overflade. Disse strømbevægelser anses for at være drivkraften i kontinentaldriften eller de tektoniske pladers bevægelser. Alt det kolde synker ned og det varme stiger op.) -inden for denne ydre kerne. Magnetfeltet opfører sig, som om der lå en stor stangmagnet i Jorden, lidt på skrå i forhold til dens rotationsakse.( rotationsaksen svarer til det samme som en stang der går gennem jorden fra nord til syd som jorden roterer omkring, jorden snurrer rundt om sig selv) De magnetiske feltlinjer konvergerer- ( konvergerer er f.x to eller flere personer løber mod det samme punkt)-i to punkter på jordens overflade, som kaldes de magnetiske nord- og sydpoler. Disse punkters position ændrer sig langsomt med tiden. For tiden ligger den magnetiske nordpol (formelt den magnetiske sydpol!) nord for Canada i det arktiske Ocean, mens den magnetiske sydpol ligger nord for det østlige Antarktis, i sydhavet. Magnetfeltet strækker sig ud i rummet og skaber et beskyttende dække omkring planeten ved at afbøje indkommende ladede partikler, både i solvind (Også Solens tyngdekraft forsøger at holde på Solens atmosfære, som er over en million grader varm. Men fordi Solens atmosfære er meget varmere end Jordens atmosfære, svulmer den op og strækker sig langt ud i rummet. Solens tyngdekraft aftager med afstanden fra Solen, og fordi sol-atmosfæren strækker sig så langt væk er tyngdekraften ikke i stand til at holde den fast på samme måde som på Jorden. Resultatet er en kontinuert strøm af plasma fra sol-atmosfæren ud i rummet i alle retninger. Dette kalder man solvinden.) -og den kosmiske stråle (kosmisk stråling, partikler med høj energi, der rammer Jorden fra verdensrummet. Den primære stråling består af frie elektroner og atomkerner, men når de rammer Jordens atmosfære, dannes sekundære partikler, bl.a. mange kortlivede elementarpartikler, fx myoner. Både positronen og myonen blev opdaget i den sekundære stråling. Kosmisk stråling adskiller sig ved sin høje energi fra det normale stof i verdensrummet og udgør en helt særskilt komponent, hvis oprindelse endnu ikke er vel forstået.). Nogle af partiklerne bliver indfanget inden for to områder omkring Jorden ved navn ‘Van Allen-bælterne’- (James Van Allen (f. 1914) var en Amerikansk fysiker, som i 1950’erne byggede instrumenter til USA’s satellitter. i 1958 påviste Van Allen-bygget instrument medført af af USA’s første satellit, Explorer 1, to store, ringformede bælter af stråling omkring jorden, hvori der findes indfangede ladede partikler. Disse bælter er opkaldt efter Van Allen.)-Undersøgelser af jernrige mineraler i jordens skorpe har vist, at Jordens magnetiske poler med variable tidsintervaller (fra 100.000 til millioner af år) skifter plads.




2 visninger

© 2023 by The Artifact. Proudly created with Wix.com